Morten Bech

Partner

Som tidligere professionel fodboldspiller kender Morten Bech om nogen vigtigheden af et velfungerende team. Morten brænder for, gennem search og netværk, at skabe relationer mellem mennesker og mellem virksomheder, og det dyrker han både som partner i Core Competence og i sit eget professionelle forretningsnetværk.

“Det er en stor tilfredsstillelse at hjælpe andre med at skabe de relationer, der gør, at de udvikler sig. Jeg er god til at sætte mig ind i både menneskers og virksomheders virkelighed og se mulighederne for samarbejde, der skaber fremdrift.”

Besøg Morten på LinkedIn
Uddannelse

Morten er uddannet akademiøkonom inden for økonomi og marketing, en teoretisk og praktisk uddannelse med vekselvirkning mellem de to områder. I rekrutteringsmæssig sammenhæng er Morten certificeret i testværktøj fra Master Management (MPA).

Netværk og tillidshverv
  • Ejer og facilitator af forretningsnetværket DRIVE business
  • Formand for forretningsudvalget på Kellers Park Golf Club
  • Konsulent for EliteVejle
  • Involveret i netværket i Vejle Boldklub.
Sprogfærdigheder

Taler tysk og engelsk på forhandlingsniveau.

Erhvervserfaring

Morten har arbejdet med salg, marketing, detailvirksomhed og forretningsudvikling gennem de seneste 25 år.

Efter en årrække inden for salg af langvarige forbrugsgoder blev Morten kædechef for en landsdækkende kontorforsyningskæde med ansvar for blandt andet udvikling og markedsføring af kæden, uddannelse af personale samt indkøbsaftaler. Kædens omsætning udviklede sig under Mortens ledelse fra ca. 100 mio. kr. til ca. 400 mio. kr. Morten var også en del af koncernledelsen i Bogpa (nu In/Out), der med over 1 mia. kr i omsætning var førende inden for drift af boghandler- og kontorforsyningskæder i Danmark.

Derefter blev Morten ansat i modefirmaet Blend, et datterselskab under BTX-koncernen. Her fik han ansvaret for at opbygge den internationale detailafdeling med åbning af butikker og shop-in-shops worldwide. Blend gik i perioden fra knap 10 butikker og enkelte shop-in-shops til at åbne over 100 nye butikker og 100 shop-in-shops primært i Europa og Mellemøsten. Udover det samlede ansvar for udvikling af kæden havde Morten ansvaret for at forhandle med nye franchisetagere, finde nye butikslokationer, indrette butikkerne og for at markedsføre brandet Blend. Morten var også en del af ledelsen i Blend, der med over 1 mia. kr. i omsætning var det største datterselskab under BTX.

I 2009 stiftede Morten det eksklusive forretningsnetværk, DRIVE business, som han har udviklet og drevet de seneste 5 år. Et netværk med indehavere, direktører og andre ledere af ca. 50, primært østjyske, virksomheder. Via golf- og business-events udvikler netværket relationer og giver medlemmerne ledelses- og salgsmæssig sparring, inspiration og gode idéer med såvel forretningsmæssig som personlig udvikling for øje.