business-development-manager-til-hytor-esbjerg

BUSINESS DEVELOPMENT MANAGER TIL HYTOR – ESBJERG

Teknisk-kommerciel profil med lyst til at skabe vækst i energi- og forsyningssektoren

HYTOR er en markant aktør med 181 ansatte i koncernen og arbejder inden for avancerede systemløsninger til håndtering af gasser og væsker under ekstreme forhold som høje temperaturer, højt tryk og korrosive miljøer. HYTORs kunder er nogle af de mest ambitiøse virksomheder i energisektoren, og vi søger nu en Business Development Manager, der har lyst til at spille en central rolle i udviklingen af vores Systems-forretning. HYTOR er velrenommeret og er drevet af følgende værdier; ”Vi skaber værdi og forpligter os”, ”Vi er et team”, ”Vi udøver integritet, ærlighed og respekt”, ”Vi er proaktive og nytænkende”.

STILLINGEN SOM BUSINESS DEVELOPMENT MANAGER

I denne stilling får du ansvar for både at drive og udvikle et marked, hvor teknisk kompleksitet og tillidsfulde kunderelationer går hånd i hånd. Du kommer til at arbejde med både eksisterende og nye projekt- og aftermarketkunder, og bliver ligeledes en vigtig sparringspartner for vores interne tekniske afdelinger. En stor del af din rolle handler om at forstå kundernes processer og tekniske behov, omsætte dem til løsninger og sikre, at HYTORs kompetencer præsenteres tydeligt og værdiskabende. Samtidig får du frihed og rum til at forme din egen salgsindsats og til at bidrage aktivt til divisionens overordnede retning og resultater.

Du vil indgå i den strategiske udvikling af markedsområderne og samtidig være tæt på det praktiske salgsarbejde – fra dialog og mødeforberedelse til tilbudsgivning og koordinering med projektafdelingen. Rollen kræver derfor både kommerciel forståelse, teknisk indsigt og evnen til at navigere i komplekse beslutningsprocesser. Det er vigtigt, at du trives i samspillet mellem kunder, teknikere, projektledere og ledelse, og at du kan skabe overblik og struktur i en hverdag, hvor både langsigtet forretningsudvikling og konkrete projekter fylder. Det bliver din fornemste opgave at udvikle salget i hele HYTORs forretning.

DEN IDEELLE KANDIDAT

Vi forestiller os, at du har en teknisk uddannelse – eksempelvis som ingeniør eller maskinmester– suppleret med kommercielle erfaringer fra en virksomhed, der arbejder med tekniske løsninger eller projektleverancer inden for energi, procesindustri, PtX, olie/gas eller lignende områder. Det er en fordel, hvis du tidligere har arbejdet med systemer til håndtering af gasser eller væsker, eller at du har interesse for tekniske miljøer, hvor sikkerhed og præcision er essentielle. Derudover er erfaring med struktureret salgsarbejde, pipeline management og kundedialog på flere niveauer værdifuldt.

Som person er du drevet af at skabe resultater og relationer. Du trives med at kombinere en analytisk tilgang til markedsmulighederne med en naturlig evne til at kommunikere klart og troværdigt – både til tekniske specialister og kommercielle beslutningstagere. Du er vedholdende, løsningsorienteret og formår at holde retning og struktur, selv når indsalget bliver komplekst eller udvikler sig undervejs. Det falder dig naturligt at forhandle, og du motiveres af at se dine indsatser omsat til konkret forretningsmæssig værdi.

Vi ser gerne, at du bor i passende afstand fra Esbjerg og vores kundebase, da kundebesøg og sparring på kontoret er en vigtig del af rollen. Samtidig kan du forvente en vis rejseaktivitet, afhængigt af projekter og markeder. Det vil formentlig være således at du er ca. to dage i HYTOTR om ugen og ca. tre dage om ugen hos kunder.

HVAD TILBYDER HYTOR?

Hos HYTOR bliver du en del af en virksomhed med høj faglighed, stærk kultur og en klar ambition om at være en betroet teknologipartner for energisektoren. Du får mulighed for at præge udviklingen af divisionen og arbejde tæt sammen med engagerede kolleger, som brænder for at skabe sikre, effektive og skræddersyede tekniske løsninger. Din indsats gør en stor forskel.

Hvis du er nysgerrig på stillingen, så kontakt Per Stabel for en fortrolig dialog. Vi fortæller gerne mere om både muligheder, teamet og de konkrete opgaver.